Hvorfor er egentlig Skrue så redd for å miste lykkeskillingen? Det er b a r e den første mynten han tjente, og det er jo ingen grunn til at han taper hele sin formue hvis han mister den. Så hvorfor taper han hele sin formue hvis han mister mynten?

Og dessuten; i Skrues liv del 12 sier Skrue at det er sludder og pølsevev å kalle den for en lykkeskilling, men senere gjør han det selv.

Lykkeskillingen er den første mynten han tjente, og måten han tjente den på og leksa han lærte då denne grøftegravaren gav han ein mynt som var verdilaus, har vore inspirasjonen som har dreve han fram mot den formua og det imperiet han har lagt under seg. Mistar han den, mistar han nok også gløden og lysta til å tjene meir pengar og vere rikast i verda. Og får Magica tak i den, smeltar ho den om til ein amulett, så ho kan ta over verda og bli verdas mektigste heks. Og det er jo ikkje så kjekt. Eller? Det er ihvertfall det som er hovudgrunnen. Han tapar ikkje formua si, men han tapar gløden og inspirasjonen, og hvis Onkel Skrue hadde vore ein ekte, levande person, med ei formue på denne størrelsen (noko som for øvrig ikkje går an, eg er klar over det..), og vore like påpasseleg på å ta v are på denne mynten som i seriane, hadde han nok tatt sjølvmord om den hadde blitt han frastolen. Og det ville vel heller ikkje vore så kjekt.

Som eg har skrive i Skrue-biografien: I nyare Egmont-historier har vi sett fleire eksempel på at Skrue _har_ mista tiøringen sin, men likevel ikkje mista lukka og gløden. Mynten er symbolet på alt han har tjent, så sjølvsagt tar det på å miste han.

Om Skrue tapar pengar, kan det vere tilfeldig. Skrue tapar og tjenar pengar kvar dag. men sjølvsagt: Mistar han tiøringen, mistar han samtidig symbolet på alt han har tjent.

Carl Barks stussa litt over dette, og nemnte det (eg trur det var i eit brev til Don Rosa): Han visste at det eksisterte historier der det blei sagt at tiøringen bringa lukke, men meinte sjølvsagt ikkje dette sjølv. Han funderte difor på korleis det kunne vere å skrive ei historie der B-gjengen stjal tiøringen fordi dei trudde at det var tiøringen som var årsaken til at Skrue hadde tjent alle pengane sine - men alt gjekk galent for dei, medan Skrue var like peppfylt som før. Carl Barks skreiv aldri denne historia, men det var det to andre som gjorde, kvar for seg, basert på dette Barks-utsagnet: Don Rosa gjorde det i Skrues liv del 12, og Geoffrey Blum gjorde det i ei historie som stod på trykk i Noreg hausten 2002 (teikna av Carlos Mota).

Og at Skrue kallar tiøringen for lykketiøringen, har rett og slett å gjere med at det er det etablerte norske namnet på denne mynten - medan originalnamnet er "the number one dime". I Donald Pocket er det litt betre oversatt - der har mynten ofte fått namnet "Nummer En".

Jeg har et vagt minne om en historie hvor Skrue mister lykkeskillingen og dermed taper masse penger på gullgruver som går tomme osv. Mulig det er en helt annen sammenheng, men dette må undersøkes.

Det _kan_ vere "Mynt opp og mynt i mente" av Blum/Mota. Men det har mykje med dårleg motivasjon å gjere. Vi ser jo i same historie at Skrue bestemmar seg for at han ikkje kan la dette stoppe seg, og difor drar ut av byen saman med Ole, Dole og Doffen og finn tjue nye gruver.

Eg trur at uavhengig av kor bra forretningane til Skrue går, er det nesten alltid ei gullgruve som går tom. Men Skrue er alltid motivert nok til å gjere noko med det. Når han mistar tiøringen, følar han at lukka har forlatt han, så han sit fortvila og veit ikkje kva han skal gjere. Med andre ord: Trua på tiøringen _gjer_ at tiøringen bringar lukke.

...men det ER laga massevis av historier der det kjem fram at Skrue faktisk har tjent alle pengane sine fordi han har ein tiøring som bringar lykke. Italienske historier.

Olaf Solstrand skreiv:
"...men det ER laga massevis av historier der det kjem fram at Skrue faktisk har tjent alle pengane sine fordi han har ein tiøring som bringar lykke. Italienske historier."

Det er en av tingene jeg liker minst med italienske historier: Det er alt for mye flaks og uflaks. Et eksempel er at det gjerne påstås at Donald har kronisk uflaks a la Antons kroniske flaks. På meg blir dette helt meningsløst: joda, mye går galt for Donald, men det er fordi han blir overmodig. Oftest, i alle fall.

Jeg har funnet historien jeg tenkte på, og det er 'Å, du gamle tiøringen min' av Barks og står i jubileumsboka Gullegg.

Skrue sender mynten med en båt som viser seg å synke, noe som bl.a. fører til ojlebrønner som tørker ut, flatbrødfabrikker som rammes av jordskjelv og en reserveflosshatt som blir spist opp av møll.
Når han senere får tiøringen tilbake, så snur lykken og Skrue finner ojebrønner og kobbergruver og alt blir som før.

Spørsmålet er: Hvorfor skrev Barks en slik historie hvis han mente at tiøringen ikke bringte lykke?

Har det vært historier hvor Skrue mister tiøringen uten å få den tilbake, Olaf? Eller mente du at han har mistet den for så å vinne den tilbake?

Sitat: (fra et brev fra Barks til Rosa)
"I agree that the number one dime should not be treated as a *lucky dime*.
It contradicts the way Scrooge *really* made his fortune, but woe is me!
I blatantly violated that rule at least in one story, `Lost beneath the sea`. I had not only Scrooge calling the old dime a `Boodle bringer` , I demonstrated such powers at points in the story."

Jeg bare digger lykkeskillingen!! hehe!! men det er litt overtroisk å tro at en liten mynt kan ødelegge for Skrue viss den blir stjålet av Magica eller en annen!

Olaf Solstrand skreiv:
...men det ER laga massevis av historier der det kjem fram at Skrue faktisk har tjent alle pengane sine fordi han har ein tiøring som bringar lykke. Italienske historier."

...Pluss et par historier hvor mynten gav Skrue magisk kraft. I en av historiene (Heksegjerdet, i en tidlig Donald Pocket), brukte Skrue mynten's magiske kraft til å slå tilbake Magica, som nettopp hadde kommet gjennom Petter Smart's ugjenomtrenglige heksegjerde.

I en annen historie (husker ikke hvilken) hadde Magica på magisk vis kontoll over en enorm hauk. Skrue brukte mynten's magiske kraft til å kontollere hauken, og la den fly Magica hjem.

Stønn...

Veit at denne tråden er gamal, men eg følar at det er på sin plass å påpeike ein ting:

Lykketiøringen bringar ikkje lykke til Skrue. Men han ville ha bringa ganske mykje lykke til Magica. Får Magica tak i lykketiøringen, vil ho smelte han om til ein amulett som gjer ho til verdas rikaste. Det vil naturleg nok Skrue ikkje at ho skal bli..

Kvakkikvakk skreiv:
"Jeg bare digger lykkeskillingen!! hehe!! men det er litt overtroisk å tro at en liten mynt kan ødelegge for Skrue viss den blir stjålet av Magica eller en annen!"
så morsomt a

Han som begynte diskusjonen burde vite at det er noe tøv at "nummer en" bringer lykke! ihvertfall etter å ha lest Skrue McDucks liv og levnet. Jeg er enig med Olaf Solstrand's forklaring på alt dette!!

Fleire enn meg som blei oppriktig skuffa over den historia som stod på trykk for ei stund sidan der den svarte tarantellen stjal lykketiøringen, og morgonen etter, etter dei vanlege telefonane om at oljekjeldene hans hadde gått tørr og alt sånt, kom likningsvesenet og tok frå han alle pengane hans?

OK, det er eit barksistisk faktum at tiøringen bringar lukke, men Barks har vel seinare gått bort frå dette. Så...

Olaf Solstrand skreiv:

Det ville have kunnet forklares sådan, at Skrue, ved at miste sin første mønt, som er hans inspirationskilde mere end lykkekilde, taber modet og gør de forkerte investeringer og leder sine virksomheder uden entusiasme og derfor oplever, at hans fabrikker eksploderer, oliekilder udtømmes, osv. Men historien i Gullbok 5 viser rigtignok, at Skrue faktisk modtager besked om sådanne begivenheder *før*, han får besked om, at skibet med mønten er sunket. Desuden bærer en del af de skæbnesvangre begivenheder mere præg af uheld end dårlig ledelse: Pebernøddefabrikker ramt af orkan, græshopper raserer bomuldsmarker, guldminer styrter sammen. Skrue siger endda til sidst i historien, at alt, hvad Donald behøver for at "blive til noget," er en "lykkemønt magen til denne her."

Så historien må rigtignok siges at omtale mønten som en lykkebringer frem for en inspirationskilde. Men man kan vel se bort fra det punkt i historien ligesom på andre punkter, hvor Barks har modsagt sig selv.

Historien indeholder for øvrigt en decideret fejl (SPOILER): Marsboerne omdanner jern til stråler og sender dem tilbage til deres planet, fordi den angiveligt *mangler* jern. Men ifølge http://www.dr.dk/tv/tv-fakta/videnom/25mars/liv.htm er der endog store mængder jern i Mars' klipper, og planetens rødlige overflade skyldes jernilter.

Det er dog muligt, at man først fandt ud af dette efter, historien blev skrevet, og så står CB naturligvis ikke til regnskab for påstanden. Der er heller ingenting, der tyder på, at Mars har intelligent liv (som historien også fortæller), så måske man blot skulle se historien som fiktion?